Om BROEN

BROEN Rudersdal blev oprettet i juni 2018.

Vi er en frivillig ulønnet støtteforening og er en del af BROEN Danmark. Vi hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber og foreninger i hele kommunen.

I 2023 har vi hjulpet 276 børn og unge i hele kommunen til en aktiv fritidsinteresse og et godt fællesskab med andre børn og unge.

Bankoplysninger reg nr 2276 konto nr 6288 182 815

Iban: DKXX 9220006288182815

Swift-adresse: NDEADKKK

Venlig hilsen

BROEN Rudersdal

Den gode historie

Mor til Lucas på 6 år

“Han glæder sig helt vildt og har allerede spurgt flere gange om, hvornår det er mandag, og han skal til fodbold igen.” (om støtte fra BROEN Horsens)

Elmin 13 år

“Jeg kan godt lide at spille fodbold, fordi det er sjovt, og fordi jeg er sammen med mine venner. På fodboldskolen lærer jeg nye teknikker sammen med dem, jeg spiller i klub med. Det er også sjovt at lære nye at kende.” (om støtte til fodboldskole fra BROEN Lolland)

Mor til svømmepige

“Hej Søren! Jeg spurgte Silke i går, hvad hun selv synes hun fik ud af campen. Hun sagde: ‘Jeg fik nogle rigtig gode kammerater, og jeg blev bedre til at svømme, og så er det nogle søde trænere… især Mikkel.’ Da jeg hentede hende på campen sidste år, var det en meget glad pige, der mødte mig, og som havde svømmet, leget og fået nye venner. Jeg er vild med det fællesskab og de dygtige og omsorgsfulde unge trænere, de har i FSK. Mvh Anja” (hilsen til BROEN Halsnæs)

Mor til dreng på 16 år

“Jeg vil fortælle, hvordan det går med D. Han var vild med fodbold, da vi startede med at modtage hjælp fra BROEN Vejle i 2016, men det satte knæene en stopper for. Han begyndte i stedet til boksning, og så kom Corona. Han har været sej og dedikeret og trænet selv herhjemme, tabte sig 10 kg og tog 10 kg på i muskler. Nu er han i fuld gang igen og træner mange gange om ugen. Han hjælper også med at træne de små derinde. Han er blevet udtaget til at bokse ved DM (tror I moren er stolt). I dag har han bokset sin diplomkamp, det er noget de skal, inden det går helt i gang. Der har han fået rigtig fine point og ros. Hans mål er at blive professionel, og han har en vilje og så meget gåpåmod, at han nok skal nå langt. I sidste ende er det egentlig jer, vi kan takke. Han havde sidste skoledag forleden, han er ved at være en voksen ung mand. Knus fra en rigtig glad ung mand og ikke mindst hans glade mor.”

Mor til Teis på 15 år

“Jeg vil bare fortælle, hvor stor en betydning det har været for min søn, at BROEN Herlev støtter hans træning til Wing Tai. Teis er født 15 uger for tidligt og er et sensitivt barn. Han er ofte lidt usikker på sig selv og sin præstation – især i skolen. Men efter han er begyndt til Wing Tai, er det en helt, helt anden dreng. Han har fået så meget selvtillid og tro på sig selv. Han er blevet SÅ meget bedre til at fordybe sig i ting og udføre opgaver selvstændigt. Det er min klare overbevisning, at han slet ikke ville have nået denne udvikling, hvis det ikke havde været for hans træning. Og uden ‘din’ støtte havde jeg som flexjobber ikke haft mulighed for at betale den sport. Så vi er så evigt taknemmelige!”

Projektleder i kommune

“Men ikke alle familier har økonomiske eller mentale kræfter til at sende børnene af sted til den slags. I de tilfælde kan vi heldigvis hjælpe. Og det gør virkelig en forskel. Både for børnene og nogle gange for hele familien.” (Aktiv Fritid i Vejle)

Pige 13 år

“Glad for sammenholdet og for at lære at slappe af i stedet for at blive sur. Tak skal I have for at gøre det muligt for mig og min bror.”

Rose 16 år

“At spille kamp og vinde og stå i rundkreds og råbe sammen. Det er nogle af mine bedste minder fra håndbold, som for mig var adgang til en masse nye, fede fællesskaber. Og der var også voksne, som var gode at snakke med – især én hjalp mig rigtig meget.”  (om støtte fra BROEN, Egmontrapporten 2021)

Pige 12 år

“Teatersport og drama går jeg meget op i, fordi jeg elsker at optræde, synge, leve sig ind i det osv. Jeg synes, at jeg er en meget kreativ pige. Jeg har gået til det i 2 1/2 år og interesserer mig stadig for det. Jeg vil være mini-skuespiller, hvis jeg får muligheden en dag. Har allerede lavet en film og en reklame for Legoland. Tusind tak for det 🙂 Min mor har nemlig ikke råd til det :D”